Rådet for Sikker Trafik minder voksne om at huske (vikinge)hjelmen

I en ny kampagne vil Rådet for Sikker Trafik få cyklister til at huske hjelmen ved at drage paralleller til vikingetiden.

Undskyldninger er der nok af. Især når vi danskere skal bruge cykelhjelm. Enten ødelægger den frisuren, så er den for varm eller så glemte man lige at tage den med ud af døren. Måske har du selv en undskyldning? Men du er ikke den eneste, der har undskyldninger.

Undskyldninger for ikke at bruge hjelm kommer også fra vikingen Svend i en ny kampagnefilm Hjelm har alle dage været en god idé. Filmen tager os tilbage til vikingetiden, mere konkret år 893, hvor den forfængelige viking og hans makker Hjalmar, skal minde voksne cyklister om at huske hjelmen. Men selvom kampagnen er målrettet de voksne, er det børnene, som skal minde forældrene om hjelmen. I filmen er det nemlig Svends søn, der vil have ham til at tage hjelm på, bedst som han er klar til at drage afsted.

Filmen formår på humoristisk vis at formidle et vigtigt budskab ved at placere historien i vikingetiden, hvor de absurde undskyldninger som ”Jeg rider forsigtigt..”, “Hvad skal jeg gøre ved den, når jeg kommer frem til England?” og ”Den smadrer mine fletninger..” bliver mere karikeret.

&Co er det kreative bureau bag kampagnen og Tore Frandsen fra New Land har stået for produktion af filmen.

Se kampagnevideoen her:

Video: Rådet for Sikker Trafik.

Gør som vikingerne gjorde.
Brug hjelm.

 

Læs mere om &Co’s arbejde her:

Hjemmeside | LinkedIn